Bramdrup Skole er en folkeskole fra 0.-9. klasse med omkring 520 fantastiske elever og 90 dygtige og engagerede medarbejdere. Skolen består af vores almenskole Bramdrup Skole samt Specialcenter Bramdrup.
Skolen er beliggende i den attraktive bydel Bramdrupdam i Kolding Kommune. Skolen har de senere år investeret i opdatering af undervisningslokaler og udeområder, har således særdeles gode faglokaler – herunder et splinternyt håndværk/designlokale, et flot central beliggende læringscenter, og så er vores meget aktive og frivillige forældre i legepladsudvalg og støtteforening i fuld gang med at opgradere vores legeplads.
Bramdrup Skole vægter høj faglighed og høj trivsel for vores elever, og så er vi, som vores slogan siger, en skole med ”plads til alle – men ikke til alt”. Vores faglige resultater ligger altid over det forventede, og siden 2025 er vores trivselsmålinger blevet markant bedre.
Vi tror fuldt og fast på, at elever lærer og trives bedre, når de bliver set og hørt. Derfor er elevinddragelse helt centralt i hele vores skolehverdag. Vi har og lytter til et velfungerende elevråd, og vi sikrer elevens stemme i skolehverdagen – blandt andet gennem elevstyrede skole/hjem samtaler på alle årgange og i alle afdelinger.
Skolen vægter et godt og tæt forældresamarbejde. “Forældrenes punkt” på alle forældremøder giver plads til, at forældre kan drøfte temaer som fødselsdage, mobiltelefoner, sociale medier mm. – alt sammen til gavn for klassens fællesskab. Vi har desuden et rigtig godt samarbejde i skolebestyrelsen, hvor alle bidrager til skolens udvikling. Ligeledes er vi en skole med et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Vi tror på hinanden og vil det samme, nemlig skabe den bedst mulige skole for vores elever. Alt dette afspejles i skolens 6 fokusområder og dertilhørende indsatser.

Herunder får du et direkte indblik i en skole i rivende udvikling. Læs nyhedsbrevene, som vi leverer til forældrene hvert kvartal.
Er du tilflytter eller bare gerne vil benytte det frie skolevalg til at få dine børn til at gå i skole på "skolen du ikke vil hjem fra", er du velkommen til at kontakte skolens kontor.